Contact menu
Eventyrligt – helt enkelt!

Eventyrligt – helt enkelt!

Odenses nye museum for H. C. Andersen ligger gemt under det historiske kvarters brosten og en stor frodig have. Den japanske arkitekt Kengo Kuma har hentet inspiration i eventyret om ”Fyrtøjet”.

En fjerpen dyppet i blåt blæk – og så af sted hen over papiret. Kritsch, kratsch.

Det var sådan, magien fra H. C. Andersens hånd blev til. Ord blev føjet til ord og skabte de eventyr, der i dag lever videre blandt mennesker verden over. Enkelt, men effektfuldt.

Med det nye museum og et børnekulturhus for Danmarks store digter i hjertet af Odense har arkitekterne, japanske Kengo Kuma og danske Cornelius Vöge samt landskabsarkitekterne MASU Planning, bestræbt sig på at gøre H.C. Andersen kunsten efter. Enkelt, men effektfuldt.

Underjordisk verden

Museet ligger som en skjult skat i byen.

Øjet ser som det første, at Odense har fået en ny, grøn oase i det brostensbelagte bykvarter, hvor skomagerdrengen H.C. Andersen kom til verden en aprilnat i 1805. Væk er byens førhen mest trafikerede gade, Thomas B. Thriges Gade, til fordel for en letbane. Nu gror blomster, græsser, krydderurter og træer mellem bugtede stier og cirkelformede hække spredt ud over 6.000 kvadratmeter.

De runde museumsbygninger går nærmest i ét med byhaven. De har grønne tage og facademønster i glas og lærketræ, der ligner stiliseret skov – en moderne fortolkning af nabohusenes bindingsværk.

Træd så indenfor, og en helt anderledes verden åbenbarer sig, faktisk lige så stor som haven udenfor. Det kræver bare en tur ned ad en 110 meter spiralformet rampe at finde herlighederne:

Undervejs på turen fortæller H.C. Andersens snirklede skrift bøjet i sort jern mod hvide vægge, hvad der venter. Først er det hans egen historie. Så går de besøgende rundt i 13 af hans eventyr vakt til live af internationale kunstnere, fx ”Den Lille Havfrue” med ny musik af Louise Alenius og et poetisk kig nedefra og op gennem søen i byhaven. Turen, der ender i gadeplan ved digterens fødehjem, er sat i scene af EVENT Communications Ltd.

Idé fra ”Fyrtøjet”

Tænk på ”Fyrtøjet”, siger arkitekt Kengo Kuma, med henvisning til soldaten, der kravler gennem et hult træ og træder ind i en ny, underjordisk verden. Centralt i museets står netop en træ-lignende installation skabt af den brasilianske kunstner Henrique Oliveiras.

”Ideen bag det arkitektoniske design afspejler Andersens metode, hvor en lille verden pludselig bliver udvidet til et større univers,” fortæller Kengo Kuma, der selv læste digterens eventyr som barn.

“De materialer, vi bruger, til museet, er ikke specielle materialer. Grønne hække og træ og glas. Helt almindelige materialer. Men vi forsøger at skabe en anderledes verden med almindelige materialer,” forklarer arkitekten.

Det særligt danske

Fokus for den danske tegnestue Cornelius Vöge har været at indgå i dialog med Kengo Kuma om særlige forhold ved dansk byggeskik og lokale materialer. Udvendigt afspejler det sig fx i de nationalromantiske træk fra H.C. Andersens samtid med bindingsværk og hække, der er et centralt element i dansk havekultur.

Indvendigt har målet været en enkelthed, der indordner sig formidlingen, men alligevel gerne har måttet udstråle karakter. Et eksempel er valget af de berøringsfri VOLA-armaturer i rustfrit stål på toiletterne.

”De fleste elementer i museet træder i baggrunden, fx er belysningen diskret placeret som indirekte belysning. Det, der træder tydeligst frem, er dørgreb og armaturer. Det har været vores ansvar at præsentere mulighederne – særlige ting om at bygge i Danmark. Produkterne skal arbejde med i husets enkelthed og ro. Her spiller VOLA ind. VOLA er enkelt, men samtidig meget særligt i sit udtryk. Det blev tegnet for over 50 år siden, men det står stadig enormt moderne. Ja, det er nærmest lidt personligt i sit design.  På den måde minder VOLA måske om H.C Andersens eventyr: Tidløst og moderne på samme tid,” siger arkitekt og partner Dan Cornelius.

KONTAKT VOLA
Følg VOLA på Instagram og se mere inspirerende nyt om design og arkitektur. @vola.denmark - Posts fra Instagram
Dansk designarv VOLA oplevelsen Et løfte om lang levetid

Når du vælger VOLA, får du ikke kun et produkt, hvor design og kvalitet holder i generationer. Du bliver også en del af den danske designhistorie med danske designikoner produceret i den bedste danske håndværkstradition

Brug for yderligere hjælp?

Hvis du har spørgsmål, er vi her for at hjælpe.

Kontakt