Eventyret i hverdagen

Af Louise Witt

Mange arbejdsdage ligner hinanden, og så er der de dage på jobbet, man aldrig glemmer. Sådan én havde jeg med VOLA.

”Du skal da med til flashmob,” lød invitationen, da vi på et møde drøftede kommende opgaver.

Som freelancejournalist skriver jeg tekster fra VOLA’s verden.

Hvad var det nu lige, det var – en flashmob?

Det kan næsten oversættes direkte fra engelsk: Det er lige så uventet som et blitzlys. En gruppe mennesker, dukker op og forsvinder igen. Typisk for at levere en underholdende performance.

Symfonimusik på fabrikken

I VOLA’s tilfælde var det musikere fra Aarhus Symfoniorkester, der helt uventet skulle dukke op midt i produktionslandskabet i Horsens og sætte i en trompetfanfare dér blandt fabriksfolk, robotter og dele til VOLA-vandhaner.

VOLA og Aarhus Symfoniorkester har gennem fem år været faste samarbejdspartnere, og det var en ny måde at udfolde samarbejdet på.

”Symfoniorkesteret vil gerne ud til et bredere publikum; vi vil gerne hylde håndværket,” forklarede salgs- og marketingdirektør Birthe Tofting.

Sikken idé! Sikken overraskelse! Den var svær ikke at komme til at boble over med på forhånd, syntes jeg.

Sådan havde VOLA’s adm. dir. Johannes Saugbjerg også haft det, fortalte han mig.

Weekenden inden havde han haft dirigenten og de i alt 14 musikere til generalprøve, hvor de bl.a. testede lyd og satte et lille, sort tuschkryds på gulvet, hvor gongong og pauker skulle trilles ind.

Flere VOLA-medarbejdere havde undret sig over, at de ikke måtte overarbejde lørdag, når ordrebøgerne nu var fulde. Helt ærligt, hvad var det for noget lal? én ansat gennem snart 50 år undrede sig også over krydset på gulvet. Sikke dog en uorden!

”Jeg har ikke sagt noget, der var løgn. Men mange gange har jeg sagt: Det ved jeg ikke. Det er nu rart, det snart er ovre,” fortalte Johannes Saugbjerg lige inden.

Spændt eufori

Nu står vi i VOLA’s showroom, som er er tæt proppet med folk; det er bl.a. de mange jakkesætsklædte musikere, der vandrer rundt og puster lidt varme i deres funklende trompeter og horn, mens en håndfuld filmfolk gør klar til at følge efter og forevige scenen – én på et motoriseret skateboard, én med en drone summende i luften.

”Burde musikerne gå ud i deres biler og trutte i stedet for?” spørger en medarbejder fra symfoniorkesteret, der er bekymret for, hvor langt væk tonerne kan høres.

Svaret er nej: Biler med trompetspillere på p-pladsen ville alligevel vække endnu mere unødig opsigt…

Lederen fra tv-produktionen tager ordet og skitserer dagens setup en allersidste gang:

En gruppe af VOLA-medarbejdere er samlet til fællesmøde i produktionen, hvor de lytter til deres mellemleder. Imens skal musikerne snige sig ind bagfra. På en repos bagest i fabrikshallen. Nodestativerne, hvor papirerne er sat fast med magneter, er skjult bag et forhæng, som vil blive trukket væk i sidste sekund.

”Husk nu: Alle, der går ind ad døren, sikrer sig, at den ikke smækker,” indskærper en fra orkesteret.

”Og husk instrumenterne,” siger tv-lederen som noget af det sidste med et euforisk fnis.

Hyldest til menigmand

Så kommer øjeblikket. Selv står jeg gemt mig bag nogle lagerreoler. Med ét brager gongongen. Luften nærmest sitrer. Alle de forsamlede VOLA-medarbejdere vender sig med et ryk – nogen med åben mund. Der er helt tyst i den store fabrikshal. Kun lidt ventilation snurrer. Jeg kan mærke hårene på armen rejse sig. Trompeternes rene messinglyd toner ud i lokalet; de sprøde, gyldne lydbølger fletter sig ind og ud af hinanden, til det hele ender med endnu et brag på gongongen. Alle er helt stille, indtil det godt tre minutter lange stykke musik er endegyldigt ovre. Så brager klapsalverne, og flere nysgerrige kolleger dukker op for at lytte med og får et ekstra nummer.

Hverdagen er blevet brudt af ”Fanfare for the common man”, fortæller musikchef for Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin, der også har listet sig med i kulissen.

Tidligere i historien skulle fanfarer hylde krigens generaler, men denne fanfare blev skrevet som en hyldest til de menige soldater, da USA i 1942 valgte at gå ind i Anden Verdenskrig. De samme toner er bl.a. blevet brugt til Barack Obamas indsættelse som præsident i 2009. Når nu VOLA’s medarbejdere skulle overraskes med et stykke musik på en ganske almindelig arbejdsdag, var der intet mere passende end dette, mener musikchefen: en hyldest til almindelige mennesker, der sammen udretter noget stort.

”Det var bombastisk,” siger montagemedarbejder Mik Lindgaard. ”Havde jeg haft toupé, var den røget af. Det ville vi ikke have noget imod hver dag. Det gav energi!” siger han med et bredt smil, og kollegerne omkring ham nikker og griner.

Eventyret i hverdagen

Musikchef Jesper Nordin mindes sit livs hidtil eneste anden flashmob. Det var en forårsdag på Københavns Hovedbanegård for cirka ti år siden, hvor musikere fra Copenhagen Phil vandrede ind én efter én og pakkede deres instrumenter ud, så der lige pludselig stod et helt symfoniorkester blandt myldretidens togpassagerer og spillede Ravels ”Bolero”.

Hvad er det, sådan en flashmob kan?

”Der er et eventyr i hverdagen,” smiler Jesper Nordin.

Jeg kan ikke være mere enig: To virkeligheder mødes, og et magisk øjeblik opstår.

Se flere film og læs artikel fra den dag Aarhus Symfoniorkester besøgte VOLA