“Drawing of the year 2014”
– international studenterkonkurrence
For andet år i træk udskriver Arkitektskolen Aarhus en konkurrence for alverdens arkitektstuderende: ”Drawing of the Year 2014”. Det sker i samarbejde med schmidt hammer lassen architects, VOLA og Statens Kunstfond. Konkurrencen er en hyldest til arkitektens ældste redskab og temaet er ”Transformation through Architecture”. I dommerkomiteen sidder internationalt anerkendte navne.
”Tegningen er et medie, der kan inspirere, kommunikere og engagere. Tegningen kan formidle tanker og drømme. Den kan være et redskab til afklaring og erkendelse og på den måde bruges til at diskutere og udvikle arkitektoniske ideer,” forklarer Morten Schmidt, der er partner i schmidt hammer lassen architects.
Med temaet ”Transformation through Architecture” lægger konkurrencen vægt på hvordan arkitekturen kan bidrage til samfundsforbedringer og ændringer af det fysiske miljø på alle niveauer.
Papir og computer
Oprindeligt var papiret en forudsætning, når arkitekten skulle visualisere sine tanker og ideer; i dag foregår det i lige så høj grad på computer. Derfor kan tegninger til konkurrencen også afleveres såvel på papir som digitalt. Eneste krav er, at tegningen højest må måle 1 x 1 meter. Fristen for indlevering er den 21. november kl. 12:00. Herefter vil dommerkomiteen votere. Foruden Morten Schmidt og skolens rektor, Torben Nielsen, består juryen af to internationalt anerkendte arkitekter, Jenny Osuldsen fra Snøhetta (Oslo) og Laura Allen fra Bartlett (London).
Udstilling og præmiering
Fra den 5. december vil tegningerne blive udstillet i Arkitektskolens udstillingsbygning, og vinderne vil blive offentliggjort. Der uddeles en 1. præmie på 5000 Euro, en 2. præmie på 2000 Euro og en 3. præmie på 1000 Euro.
I foråret 2015 vises udstillingen på arkitektskoler verden over.
Et uundværligt redskab
”Takket være samarbejdet med schmidt hammer lassen architects, VOLA og Statens Kunstfond er det muligt for os for anden gang at udskrive konkurrencen. Det er vi meget glade for. For der er grund til at sætte fokus på tegningen; den er et uundværligt redskab i arkitektens arbejde, både når det gælder afklaring, formidling og præsentation. Nu venter vi spændt på, hvad de studerende sender ind,” siger rektor Torben Nielsen.
Sidste år deltog 172 bidrag fra 32 lande i konkurrencen.
Læs nærmere om kriterierne for deltagelse på drawingoftheyear.aarch.dk