Det enkle er vejen frem

Af Louise Witt

Hvor ser I udfordringerne, når vi i dag taler om at skabe bæredygtig arkitektur?

Mikala: “De materialer, som vi har brug for til fremtidens byggeri, er allerede brugt. Udfordringen er på en meningsfuld måde at få de materialer i spil igen eller lade allerede eksisterende bygninger stå og bruge dem, som de er.”

Amandus: “Det helt essentielle i klimakampen er, at vi får nedbragt vores CO2-udledning. I dag! Ikke om 10 år. Vi har brug for den CO2-reduktion lige nu, og det kan vi kun komme i mål med ved at opføre færre nybyggerier og udnytte den allerede eksisterende bygningsmasse. Som arkitekter er vi bestemt en del af problemet, men det positive er, at vi også kan være en del af løsningen.”

Mikala: “Hvordan kunne fremtiden se ud? Der er overordnet set tre spor i bæredygtighedsdebatten: Det første spor er tekniske løsninger. Det andet spor er substitut eller erstatning, fx at udskifte problematiske materialer med andre materialer. Det tredje spor er reduktion. Vi har brug for alle tre løsningsmodeller, men helt personligt kan vi ikke få øje på noget, der er mere virksomt end reduktion. Derfor tror vi på det reduktive moderne som en modpol til nutidens samfundsorden med fokus på vækst. Et VOLA-armatur er et godt eksempel på det reduktive moderne. VOLA’s armaturer har ingen dikkedarer, men en tidløs og diskret elegance, som allerede har klaret sig godt igennem årtiers modestrømninger. Armaturet har lige det, du har brug for, og reducerer noget så grundlæggende som forbruget af vand i hverdagen til en enkel og ukompliceret handling. Der er noget puristisk over designet.”

Amandus: ”Vi er af den overbevisning, at det enkle er det komplicerede og tekniske overlegent. Ingeniører har brugt mange år på at optimere alt. Men med fokus på at opnå optimal teknisk ydeevne. Vi har et ønske om at igen at bygge enkelt – at ophøre med at bygge i mange sammenlimede lag, hvor materialerne ikke kan skilles ad igen. Målet må være at bruge materialerne monolitisk og efter type. En teglstensmur med en tykkelse på en halv meter er et fremragende eksempel. Hvad er det, teglsten kan? Teglstenshuse har et sundt indeklima, er robuste og lette at vedligeholde. Hvis murværket er kraftigt nok, og åbningerne rigtigt indplaceret, får vi lejligheder og kontorer, der slet ikke har brug for opvarmning eller nedkøling. Det findes der allerede velfungerende eksempler på. Efter juleferien er kontorerne måske lidt kølige, fordi medarbejderne har været væk, og computerne ikke har kørt i nogen tid. Så er det bare lige med at tage en sweater på i et par dage. Sådanne passive, naturlige systemer er kendetegnet ved en lang levetid modsat tekniske løsninger”.

I eksperimenterer ikke kun i relation til jeres arbejde, men også privat. Hvordan?

Mikala: "I privatlivet tager vi vores egen medicin. Lige nu er vi i gang med at istandsætte en nedslidt lejlighed i Berlin fra starten af det forrige århundrede. Mantraet er, at vi gør så lidt som muligt. Hvis vi er nødt til at kassere noget af det gamle inventar, er det vores mål så vidt som muligt at erstatte det med brugte elementer.”

"Vi kunne ændre så meget ved lejlighedens grundplan. Vi har også drøftet mange gode ideer. Vi kunne vælge at flytte køkkenet længere frem i lejligheden; vi kunne vælge at udvide badeværelset betragteligt. Begge dele er muligt og ville være helt normalt. Enhver håndværker ville være med på de projekter. Det ville også være overkommeligt i pris. Men ikke desto mindre ville det kræve en del arbejde og også virke ulogisk at skulle i gang med at føre nye rør gennem hele lejligheden. Så vi har valgt at besinde os og undlade at bygge om. I stedet glæder vi os over det lille køkken i lejlighedens nordside, fordi det er hyggeligt og velproportioneret og med udgang til bagtrappen.”

Amandus: ”Tidligere var badeværelset hjemmets mindste rum. I dag er det ikke usædvanligt at udvide med nogle ekstra kvadratmeter. Det er helt normalt at udstyre badeværelset med både badekar, bruseniche og to håndvaske. Som samfund har vi fået nye forventninger til nødvendighed og komfort. Vi har faktisk redesignet vores badeværelset nok ti gange. Vi har udvidet det i tankerne og leget med tanken om at flytte døren - for så til sidst at holde fast i det eksisterende. Med fire-fem kvadratmeter og en lille bruseniche, hvor det jo også er muligt at få sig et forfriskende bad. Og vi har valgt ikke at have et gæstetoilet, selvom det er standarden i dag. Som samfund har vi brug for nye narrativer i forhold til at realisere en bæredygtig livsstil. Vores badeværelser skal ikke nødvendigvis være wellnesstempler med havudsigt.”
Mikala: "Problemet er ikke kun vores nuværende måde at tænke på, men også helt lavpraktiske aspekter: transport, manglende indbygningsdele og modstand på byggepladsen. Vi har et godt lille eksempel på en stor, systemisk udfordring i forhold til at realisere cirkulær samfundsøkonomi. Via rubrikannoncer på nettet fandt vi en fin, brugt håndvask fra 1960’erne i Danmark. Så da vi opholdt os i vores sommerhus nær Køge Bugt, brugte vi en formiddag på at køre til Lyngby og hente håndvasken samt flere andre genbrugsfund. Fine sager. Det er en standardvask fremstillet i Sverige, og det klassiske VOLA-armatur ville passe så fint til. Et par uger senere tog vi håndvasken med retur til Berlin. Fordi håndvasken er flere årtier gammel, kunne producenten oplyse os om, at vasken desværre ikke kunne monteres på væggen med nutidens montagevinkler.
Vores håndværkere var dog villige til at udtænke en specialløsning til os. Så langt, så godt. Næste gang vi kom på byggepladsen, var vasken imidlertid væk! Som den stod der uden plastikindpakning, lignede håndvasken en gammel, kasseret vask, og en anden håndværker havde bortskaffet den."

Amandus: ”De fleste håndværkere har svært ved at forstå vores ønske om at renovere vores hjem ved at installere brugt inventar.”
”Genbrug er økonomisk set en fordel, men ingen ønsker at bruge tid på transport eller tilpasning, endsige overtage garantien for installationen. Fremadrettet er den cirkulære økonomi en gylden mulighed for samfundet. Det er også en måde at skabe beskæftigelse og ny værdi på. Genanvendelse er et centralt element i en cirkulær samfundsøkonomi. Vi må flytte fokus fra at investere i nyproducerede ting til at investere i menneskelig arbejdskraft."

Hvordan eksperimenterer I professionelt?

Amandus: ”Som privatpersoner kan vi gå til grænsen, løbe en risiko og bruge ekstra tid. Derigennem får vi vigtige erfaringer, som vi kan bruge sammen med vores opdraggivere og medarbejdere til at gennemføre reduktionen i praksis.
”Mikala gør sig lige nu nye erfaringer i et pilotprojekt med den bayerske stat. I forbindelse med en lokal nedrivning har hendes arkitektstuderende ved Hochschule Augsburg fået til opgave at registrere de bygningsdele, der stadig er brugbare, og de studerende skitserer på den baggrund nyt byggeri. Det interessante er, at takket være Mikalas initiativ udbyder den bayerske stat for første gang bygningsdele til salg på den her måde og bidrager til at nytænke vores energi- og resurseforbrug.”

Mikala: "Det er en nyere del af det bayerske statsbibliotek, der bliver revet ned. Normalt ville alt blive sorteret, ryge på lossepladsen og i bedste fald blive downcycled. Sammen med det tyske iværksætterfirma Concular, der har udviklet sig til den største platform for brugte bygningsdele i Europa, registrerer de studerende de bygningsdele, der kan genanvendes."

Hvad opnår fremtidens arkitekter gennem det arbejde?

Mikala: “Det spændende er, hvordan processen ændrer vores tankemønster. I det her tilfælde er der tale om en almindelig bygning fra 1950'erne. Det er en bygning med flere flotte bygningsdele, såsom granitfliser og et smukt trappegelænder, som let kan monteres et nyt sted. Men der er også helt almindelige termoruder med træramme og facadematerialer. Det er materialer, som kan få et nyt liv, hvis de bliver omhyggeligt behandlet. Der er også bygningsdele, som vi ikke lige umiddelbart opfatter som smukke, fx trædøre fra 1990’erne, som egentlig er velholdte, men alligevel ikke er noget, vi vælger at bruge i et nybyggeri, fordi udtrykket ikke tiltaler os. I og med at de studerende registrerer de forskellige bygningsdele, opbygger de langsomt en forståelse for værdien af brugte materialer og begynder at reflektere over begrebet mode. Nå ja, en turkis dør er måske ikke lige moderne, men det er et kvalitetsprodukt, og egentlig er den værdifuld. Så tager de skridtet videre og begynder at afprøve et udtryk, hvor døren passer ind. Altså design follows availability.”

Så det er altså også et spørgsmål om mode?

Mikala: “Modebegrebet og design med kort levetid er et vigtigt fokusområde i fremtiden: Hvad vi kan lide, og hvad vi ikke kan lide? Kan vi holde ud at leve med materialerne fra de seneste årtier? Kan vi bruge fortidens materialer til at skabe noget nyt eller bare værdsætte fortiden? Fremover vil vi i højere grad acceptere eklekticisme. Vi kan værdsætte det collageagtige i arkitekturen, hvis vi forstår, hvorfor designet er blevet sådan.”

Amandus: "Hvordan skal vi bygge i dag, så vi stadig om 30 år vil sætte pris på de bygninger og med glæde ønske at flytte ind? Det er også et filosofisk spørgsmål om, hvad skønhed egentlig er. Det må vi konfrontere som arkitekter. Svaret er varig kvalitet, der overlever tidernes vekslende modebølger. Det handler om at bruge de værdifulde ressourcer på at skabe langtidsholdbar skønhed."

Mikala: "Hvis vi vil væk fra den vante vækst-tankegang, så skal vi måske i højere grad fokusere på produkter, der allerede findes og har bevist deres værd? Altså, at produkter, der allerede har været på markedet i lang tid, derigennem har en kulturel værdi. Det har større værdi end altid at følge tidsånden og finde på noget nyt. I æstetisk filosofi taler vi om, at skønhed opstår i en kombination af noget velkendt og noget overraskende. Arbejdet med at sætte det eksisterende materiale ind i en ny kontekst kan netop skabe den stimulerende balance mellem nyt og velkendt, som fører til skønhed.”