Arne Jacobsen for livet

Af Louise Witt

Hendes forældre havde forelsket sig i et hus i Hellerup og havde inviteret arkitektvennen Ole Park med for at vurdere kvaliteterne: Skulle de købe?

“Nej, det ligger forkert på grunden i forhold til solen. Det kan godt være, I har forelsket jer i huset, men det duer ikke, hvis ikke I får sol ind i stuen om aftenen. Det ville Arne Jacobsen også havde sagt,” konkluderede Ole Park, der på det tidspunkt i 1970’erne havde egen tegnestue, men tidligere havde arbejdet for mesteren (1954-60).

Barnets nysgerrighed var vakt: Hvem var ham Arne Jacobsen?

Lidt af en surrealist

To årtier senere, i 1999, stod Jane Sandberg som 32-årig bag den første, store udstilling om Arne Jacobsen herhjemme: ”Arne Jacobsen og den organiske form”.

Som nyuddannet kandidat i kunsthistorie fra Københavns Universitet havde hun fået en stilling som udstillingschef i kunstforeningen Gl. Strand; siden barndommen havde hun søgt viden om Arne Jacobsen, startende som erhvervspraktikant i folkeskolen på Ole Parks tegnestue, og nu havde hun fået idéen til udstillingen efter begejstret læsning af samtlige 539 sider i den mest omfattende biografi om Arne Jacobsen til dato forfattet af arkitekturprofessor Carsten Thau og -lektor Kjeld Vindum.

Udstillingen blev et tilløbsstykke i en tid, hvor Arne Jacobsen fik en renæssance – efter i en årrække at have været synonym med offentlig æstetik qua byggerier som Aarhus Rådhus og Rødovre Rådhus.

”Udstillingen viste Arne Jacobsens brug af organiske former, som kom bag på mange. Man tænkte meget på ham som en streng funktionalist med lige linjer,” siger Jane Sandberg, der også selv opdagede nye sider af Jacobsen i mødet med de vildtvoksende blomstermotiver, han skabte til tapeter og tekstiler som flygtning i Sverige i 1940’erne under Anden Verdenskrig. 

”Det, vi prøvede, var at koble arkitekturen med kunst i Arne Jacobsens samtid og se, hvad han egentlig var inspireret af. Det kan godt være, det udkom som byggeri, men vi kunne finde nogle elementer, der lignede noget fra billedkunsten, fx nogle af de danske surrealister, som havde arbejdet med at undersøge geometri. Arne Jacobsen er ikke surrealist, men det var et formsprog, der gentog sig. På den måde blev han skrevet ind i en kunsthistorie,” siger Jane Sandberg.

Hun nød især for første gang nogensinde at få opført en mindre udgave af Jacobsens prisbelønnede vision for ”Fremtidens Hus” skabt sammen med Flemming Lassen til en konkurrence i Arkitektforeningen i 1929. Huset var virkelig dristigt for sin samtid med sin cirkelform og påhit som udsugning i gulvmåtten og helikopterlandingsplads på taget.

Fra ikonisk form til arvegods

Siden årtusindeskiftet har Arne Jacobsen haft en fast plads i den offentlige bevidsthed – med bl.a. store udstillinger på museerne Louisiana (2002) og Trapholt (2020); som tiden er gået, har forbrugernes blik på kvaliteterne i hans modernistiske formgivning dog ændret sig, mener Jane Sandberg:

”For 20 år siden var der fokus på det ikoniske. Fritz Hansen lavede en serie af 7’er-stole i forskellige pangfarver. Jeg kan huske samtaler med folk, der sagde: Farverne er ret vilde. Det er sjovt. Vi kan have en cyklamen-farvet stol stående et par år, og så køber vi bare en ny. Sådan ville man ikke tale om møbler i dag. Så ville folk få dem lakeret om. Man køber noget, der holder. Bæredygtighed spiller sindssygt meget ind i vores måde at købe møbler på i dag – blivende kvalitet. Personligt synes jeg også, det er noget af det smukkeste med ting, der kan gå i arv,” mener Jane Sandberg.

Selv har hun livet igennem investeret i design, som hun en dag kan give i arv til sin søn: Af Arne Jacobsens frembringelser er det bl.a. 7’er-stole, der oprindeligt blev skabt til byrådspolitikerne på Rødovre Rådhus, og AJ-væglampen specialdesignet til SAS-Hotellet samt hotellets bestik, der i 1968 blev brugt i Stanley Kubricks fremtidsfilm ”Rumrejsen 2001” – unge gæster tror sjovt nok stadig, bestikket er helt nyt design, siger hun.

Alt sammen er det i øvrigt nu flyttet ind i et Arne Jacobsen-byggeri, som Jane Sandberg har drømt om at bo i siden teenageårene; dengang havde hun egen jolle og elskede at vugge rundt ude på Øresund og skue ind mod kystens hvide perle: Bellevue-komplekset.  For nylig så Jane Sandberg tilfældigvis, at der var en lejlighed til salg i den del af komplekset, som oprindeligt i 1930’erne blev indrettet som sommerrestauration til Bellevue Teatret ved Strandvejen i Klampenborg, men i 1952 blev omdannet til lejligheder med den fineste udsigt over Øresund. Hun har altid beundret Arne Jacobsen for hans kompromisløse designtankegang om at tegne stort set alt selv, bl.a. også billetterne til badegæsterne ved Bellevue – og hun fortsætter stilen med bl.a. hans geometriske Vertigo-tapet på væggen og en plan om en VOLA-hovedbruser i badet.

Blik for lyset

Bestikket – især teskeerne - er måske mere smukt end praktisk, griner hun, men ellers er hun fan:

”Jeg holder meget af enkeltheden og funktionaliteten, der går hånd i hånd,” fastslår Jane Sandberg.

Ét særligt aspekt værdsætter hun dagligt og sender Arne Jacobsen en tanke: Den glasdør, der forbinder stuen i øst og køkkenet i vest og tillader sollyset at gennemstrømme lejligheden fra tidligt til sent.

”Det er egentlig den allerbedste test af kvalitet: At noget er skabt i en anden tid, men stadig kan give mening for os 100 år efter,” mener Jane Sandberg.