Contact menu
Varige relationer Kasper Warming

Varige relationer

Af Louise Witt

Hvad er det gode liv? Og hvordan kan vi skabe produkter, der bidrager til det gode liv? Ikke bare et godt liv for den enkelte, men for hele samfundet, for verden.

Den slags spørgsmål stiller den selvstændige erhvervsfilosof Kasper Warming. Gennem en årrække har han været tilknyttet VOLA i Horsens og deltaget i ledelsesmøder og budt ind med filosofiske spørgsmål. På samme måde arbejder han i andre virksomheder, fonde og offentlige institutioner.

 

Refleksiv dialog 

”Jeg åbner en anden dialog end sædvanligt. En dialog, som er refleksiv. Hvordan får vi et andet blik på det, vi gør?” spørger Kasper Warming.

”Filosofien kan åbne for nogle aha’er og give et sprog for det, vi tager for givet. Med filosofien kan vi holde fast i substansen af det, vi laver. Få mennesket ind i ligningen i det, vi tænker og gør. For man kan hurtigt komme væk fra det i jagten på fx at udvide, at se nye økonomiske og markedsmæssige muligheder. Fx skal præmissen i omsorgsbranchen være omsorg og ikke økonomi. Hvis vi glemmer præmissen for vores opgave, så mister den eksistensberettigelsen,” siger filosoffen.

 

Resonans med verden 

Resonans. Det er et af de ord, som er gledet ind i sproget hos VOLA i dialogen med Kasper Warming. Ordet kommer fra den tyske tænker Hartmut Rosa – i hvert fald når emnet er filosofi.

Hartmut Rosa har formuleret en række tekster om, hvordan moderne mennesker har en trang til at ville kontrollere alting – lige fra fødsel til død. Men trangen til at beherske verden, til at skabe vækst og velstand, ender ifølge ham med angst, frustration og vrede. Fordi vi mennesker alligevel ikke kan styre alting, og verden spiller ukontrollerbart tilbage, fx med miljøproblemer.

Som et middel mod fremmedgørelsen er Hartmut Rosa fortaler for det, han kalder ”at komme i resonans med” verden. Det vil bl.a. sige at være åben for og lade sig bevæge følelsesmæssigt i mødet med omgivelserne og føle sig forbundet med verden. Meget groft sagt at gå væk fra tjeklister og i retning af mere tilstedeværelse.

 

En traktor, der hed Jakob 

Hvordan tænker du, vi kan bruge resonans-begrebet i forhold til produkter og forbrug?

”Kan vi gå i resonans med det, der omgiver os, herunder et VOLA-armatur? Kan vi som mennesker lave produkter, der resonerer med noget meningsfyldt i vores liv?” spørger Kasper Warming.

”Når ting får patina, smider vi dem så ud, eller synes vi, de er ekstra smukke, fordi de repræsenterer et levet liv? Der er også et begreb som reparerbarhed: Kan man selv fikse sit produkt, så resonerer man med sit produkt,” siger han.

”Min hustrus far havde en gammel traktor, som han havde døbt Jakob. Han har repareret på den og sørget for at Jakob har det godt. Nu har han solgt Jakob, men til en anden, der også kalder den Jakob. Hvad sker der, når vi kan komme derhen, hvor ting får et navn – bliver et væsen?” spørger filosoffen.

 

En vedvarende relation 

Kasper Warming ser resonans-begrebet som en god katalysator for dialogen om VOLA’s værdier, der har rødder i Arne Jacobsens design fra 1968. Lige siden er udvikling og produktion fastholdt i Danmark.

”Der kan gå flere år imellem, at VOLA lancerer nye produkter. Målet er det langtidsholdbare design. At det er muligt at få reservedele og reparere. At det er sundt, når ting ikke hele tiden skal skiftes ud. Enkelt design i hjemmet giver også en ro, det kan skabe et fristed. En 20 år gammel VOLA-vandhane i hjemmet kan måske også minde os om, at noget ikke behøver være nyt, større og bedre for at være fantastisk. VOLA’s filosofi er at understøtte noget holdbart. En vedvarende relation - ligesom et venskab, man bygger op over tid,” siger Kasper Warming.

KONTAKT VOLA
Følg VOLA på Instagram og se mere inspirerende nyt om design og arkitektur. @vola.denmark - Posts fra Instagram
Dansk designarv VOLA oplevelsen Et løfte om lang levetid

Når du vælger VOLA, får du ikke kun et produkt, hvor design og kvalitet holder i generationer. Du bliver også en del af den danske designhistorie med danske designikoner produceret i den bedste danske håndværkstradition

Brug for yderligere hjælp?

Hvis du har spørgsmål, er vi her for at hjælpe.

Kontakt