Af Birthe Tofting
Lad os reflektere over vores mindset og de forskellige personlige og samfundsmæssige perspektiver for dem, der designer, producerer og bruger vore produkter.
Hos VOLA vil vi gerne bidrage til at folde de forskellige perspektiver ud og blive klogere gennem dialog, så vi lancerer nu en blog, vi kalder Dansk Design 2.0, hvor meningsdannere inden for design, arkitektur, filosofi, kunst, forskning og erhvervsliv bidrager med deres perspektiv.
Vi har selv gennem de senere år ført mange samtaler med arkitekter, designere, filosoffer og kolleger i og uden for vores branche for at kortlægge de begreber, vi ser som væsentlige at arbejde videre med og glæder os at teste dem i dette forum.
Hvordan skaber vi langtidsholdbare produkter, og hvilken værdi skaber de for dem, der ejer produktet?
Designet skal have en tidløs æstetik, så vi ønsker at beholde produktet længe. Når vi har et produkt længe, og det måske er gået i arv i generationer, får vi en følelsesmæssig tilknytning til produktet, der gør det særligt værdifuldt for os. Når vi omgiver os med produkter, som vi holder af og værdimæssigt identificerer os med, giver det en følelse af ro og harmoni i vore rum og skaber mening for os.
Produktet skal være enkelt at betjene, så vi føler, at vi kan mestre hverdagssituationer uden frustrationer. Materialerne skal patinere på en smuk måde.
Produktet skal kunne repareres, og producenten skal kunne levere reservedele til det. Selve det at vedligeholde og reparere sine ting giver en følelse af at kunne mestre nære ting i sit liv – i en meget kompleks og fragmenteret verden. Hvis man ikke selv kan reparere det, skal en fagmand eller fabrikken kunne reparere det, og der skal være et enkelt logistik-set-up til det. Det skal kunne opdateres, så det hele tiden følger med tidens krav.
Vi skal vide, hvor og hvordan produktet er fremstillet, så vi kan sikre os, at det er fremstillet på ansvarlig vis.
For at kunne leve op til ovenstående skal producenten have et langsigtet perspektiv med fremstilling af produktet, så man tager ansvar for produktet mange år ud i fremtiden, og der er en kultur og organisation internt og eksternt i virksomheden, der er baseret på langvarige relationer med medarbejdere, designere, forhandlere og tekniske fagfolk i branchen, der forstår virksomhedens langsigtede og helhedsorienterede perspektiv.